Momsloven er ændret med virkning fra den 1. januar 2011, hvilket blandt andet betyder:
1. Momspligt på førstegangssalg af nye bygninger.
2. Momspligt på salg af byggegrunde.
3. Momspligt på administration af fast ejendom.
1. Salg af nye bygninger er momspligtige ved erhvervsmæssigt salg fra den 1. januar 2011.
En bygning betragtes som en ny bygning, når den sælges inden første indflytning, altså før bygningen tages i brug, eller hvis salget sker mindre end 5 år efter dagen for færdiggørelse. Der vil også være momspligt ved køb af en ny bygning og videresalg inden 5 år efter dagen for bygningens færdiggørelse, hvis bygningen ved videresalg ikke har været i brug i mindst 2 år.
En bygning med tilhørende grund betragtes også som ny bygning, når der i væsentligt omfang er udført tilbygning eller ombygning, og værdien heraf ekskl. moms overstiger 25% af ejendommens seneste offentlige vurdering forud for tilbygningen eller ombygningen med tillæg af tilbygnings- eller ombygningsudgifterne.
For en bygning uden grund (f.eks. en bygning på lejet grund) betragtes bygningen som ny, hvis der er udført tilbygning eller ombygning, og værdien heraf ekskl. moms overstiger 50% af bygningens seneste offentlige vurdering med tillæg af tilbygnings- eller ombygningsudgifterne.
Overdragelse af andele og aktier kan også medføre momspligt, når overdragelsen giver den nye ejer rådighed over en ny bygning, efter ovenstående regler.
De nye regler gælder for ejendomme, hvor byggeri eller tilbygning eller ombygning påbegyndes den 1. januar 2011 eller senere. For at et byggeri kan betragtes som påbegyndt inden den 1. januar 2011, skal der være støbt fundament til det projekt, som skal bygges på grunden umiddelbart efterfølgende.
2. Salg af byggegrunde bliver momspligtige ved salg fra den 1. januar 2011.
For at undgå moms ved køb eller salg af byggegrunden, skal der være indgået en bindende købs- eller salgsaftale inden udgangen af 2010.
Salg af en eksisterende bygning med grund, hvor bygningen er bestemt til nedrivning, betragtes som salg af byggegrund, som dermed er momspligtigt.
Overdragelse af andele og aktier medfører momspligt, når overdragelsen giver den nye ejer rådighed over en byggegrund.
Private kan også blive omfattet af de nye regler ved salg af byggegrunde, eller ved salg af en ejendom med en grund, der er større end 1.400 m2, og hvor salget ikke kan undtages fra skattepligt.
3. Ejendomsadministration, for andre, bliver momspligtigt fra 1. januar 2011.
Virksomheder, som udfører ejendomsadministration for andre, skal opkræve moms af deres honorar for ejendomsadministration.
Ved udlejning af erhvervslejemål med moms kan ejendommens ejer få den pålagte moms refunderet over sit momsregnskab. Ved udlejning af erhvervslejemål uden moms og ved udlejning af boliger kan ejeren ikke få den pålagte moms refunderet.
Ovenstående er kun en kort redegørelse for de nye regler, som endnu ikke er endeligt formuleret af myndighederne.
Referencer: Momsloven, lovbekendtgørelse nr. 966 af 14/10 2005 som ændret ved lov nr. 520 af 12/6 2009, Skats udkast til bekendtgørelse og udkast til vejledning om moms ved salg af nye bygninger og ved salg af byggegrunde.
Reviham – Artikler – Moms på bygninger og grunde, jt, 10/10 2010
Revision Hammel - Registreret revisionsanpartsselskab CVR-nr. 10543843
Norgesvej 2 - 8450 Hammel - Telefon 86 96 32 11 - Telefax 86 96 20 40 - Reviham@reviham.dk