Multimedieskat, som var gældende i 2010 og 2011, er ophævet, men alligevel ikke, for den er erstattet af skat på fri telefon, internet og computer.
Nedenstående oversigt beskriver hovedreglerne for beskatning af privat rådighed af fri telefon, internet og computer.
Skat af fri telefon
Fri telefon til rådighed for privatbenyttelse uden for arbejdsstedet er skattepligtig.
Fastnet telefon er skattepligtig, hvis den befinder sig uden for arbejdsstedet, f.eks. i privat bolig, sommerhus eller lignende, da den så altid vil blive betragtet som værende til fri rådighed til privatbenyttelse.
Hvis en erhvervsdrivende har kontor i boligen, bliver telefonen betragtet som værende til rådighed for privat anvendelse, og er derfor skattepligtig.
Mobiltelefon er skattepligtig, hvis den tages med hjem og må bruges privat, eller mobiltelefonen tages med hjem, uden at det er arbejdsmæssigt begrundet, eller mobiltelefonen tages med hjem, uden at arbejdsgiver fører kontrol med, at den ikke bruges privat.
Mobiltelefon som bliver på arbejdsstedet, og ikke tages med hjem, er skattefri. Mobiltelefon som det af arbejdsmæssige årsager er nødvendigt at tage med hjem, men hvor medarbejder skriver under på tro og love erklæring, om at mobiltelefonen kun bruges arbejdsmæssigt, og arbejdsgiver fører stikprøvevis kontrol med, at dette overholdes, er skattefri.
Som telefoner betragtes også iPhones, PDA'er og lignende smartphones.
Den skattepligtige værdi af fri telefon er 2.500 kr. årligt. Hvis der kun har været fri telefon en del af året, beskattes forholdsmæssigt for de måneder, hvor der har været fri telefon til rådighed.
For lønmodtagere er fri telefon A-indkomst, og arbejdsgiveren skal indberette beløbet og trække skat. For selvstændigt erhvervsdrivende skal beløbet tillægges virksomhedens overskud.
Hvis to ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, begge skal beskattes af fri telefon, er der 25% rabat, så hver ægtefælle beskattes af 1.875 kr. årligt. Ægtefællerne skal samlet dog beskattes med mindst 2.475 kr. årligt (3.300 kr. før reduktion).
Skat af fri internet
Fri internetadgang til rådighed for privatbenyttelse uden for arbejdsstedet er som udgangspunkt skattepligtig. Dette kan være internet i privat bolig, eller mobilt internet som tages med hjem.
Internetforbindelser, der kan tilsluttes arbejdsstedets computer, så man fra sin computer har adgang til arbejdsstedets netværk, er dog skattefri.
Den skattepligtige værdi af fri internet er 2.500 kr. årligt, på samme måde som fri telefon. Hvis der både er fri telefon og fri internet, skal der dog kun beskattes 2.500 kr. årligt i alt.
Skat af fri computer
Fri computer, som anvendes hel eller delvis arbejdsmæssigt er skattefri, med mindre den er stillet til rådighed som led i en aftale om lønnedgang.
Hvis computeren ikke anvendes arbejdsmæssigt, skal der ske beskatning af værdien af rådighed over computer. Hvis computeren er stillet til rådighed mod lønnedgang, skal der også ske beskatning af rådighed over computer, også selv om den anvendes arbejdsmæssigt.
Når der skal ske beskatning af rådighed over computer, opgøres nyprisen for computeren med tilbehør, og af denne nypris er den skattepligtige indkomst 50% hvert år, så længe computeren er til rådighed. Hvis computeren kun er til rådighed en del af året, er den skattepligtige værdi forholdsmæssigt for de måneder, hvor computeren har været til rådighed.
Som computer betragtes også iPhads, Folio 100, Galaxy Tab og lignende.
Værdi af fri computer er ikke A-indkomst, og arbejdsgiver skal ikke indberette beløbet. Værdien skal beskattes som B-indkomst, og det er medarbejderen selv, der skal huske at skrive beløbet på selvangivelsen.
Referencer: Ligningsloven § 16, lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011, som ændret ved lov nr. 1382 af 28. december 2011, Skat-meddelelse SKM2011.865 af 13. december 2011.
Reviham – Artikler – Skat af fri telefon, internet og computer, jt, 21/1 2012.
Revision Hammel - Registreret revisionsanpartsselskab CVR-nr. 10543843
Norgesvej 2 - 8450 Hammel - Telefon 86 96 32 11 - Telefax 86 96 20 40 - Reviham@reviham.dk